mainlogo

 

NæstvedArkiverne

Jernbanegade 12
4700 Næstved
Tlf. 30355349

E-mail: arkiv@naestved.dk

Sikker post, når
du skriver til os 
via borger.dk
faellessekretariatet
@naestved.dk

Åbningstider:

Torsdage 10-17 

Fredage 10-13

Der kan bookes tid til læsesalen via vores website naestvedarkiverne.dk

Betaling:

Mobilepay 30355349
Kontonr. 4343 11680968

 

Et barn til salg

Plejebørn i Vejlø-Vester Egesborg kommune 1888-1917

I 1909 kom Betty Nielsen til verden. Kort efter fødslen blev hun sat i pleje i Rettestrup hos husmand Christian Sørensen og dennes hustru. Allerede ved de første besøg bemærkede Ane Marie Poulsen, som var tilsynsførende med plejebørnene i Vejlø sogn, at spædbarnet Betty Nielsen ikke blev passet så pænt, som hun burde, men efter 2 advarsler lykkedes det dog plejeforældrene at få rettet op på tingene, og Bettys forhold bliver i de næste mange år betegnet som værende gode af den tilsynsførende. Bettys og andre plejebørns historie fremgår af de tilsynsrapporter, som blev ført i Vejlø-Vester Egesborg kommune fra 1888 og frem til 1917.

At der overhovedet var nogen, som blandede sig i plejebarnets Bettys forhold, skyldtes den lov om tilsyn med plejebørn, der trådte i kraft i 1888, hvor det blev slået fast, at kommunalrådene havde til opgave at udpege nogle personer, der skulle føre tilsyn med alle plejebørn indtil konfirmationsalderen. Indtil 1888 eksisterede der ingen lov, der pålagde de kommunale myndigheder at undersøge, hvordan plejebørnene blev behandlet af deres plejefamilie og mange plejebørn levede en kummerlig tilværelse.

I 1700-tallet og i begyndelsen af 1800-tallet var det primært private og kristelige foreninger, der styrede børne- og ungdomsområdet. Forældreløse børn var et privat anliggende, og ikke noget det offentlige tog sig af. Men i løbet af 1800-tallet ændredes forholdene sig til, at plejefamilierne modtog løn fra kommunen, indtil barnet var fyldt seks år og dernæst skulle barnet tjene plejefamilien, indtil det var 25 år. For bønderne var der også den fordel, at de havde ret til at stille plejebørnene som soldater i stedet for deres egen børn.

Plejelønnen var forskellig fra kommune til kommune og afspejlede kommunens økonomiske interesse i at skaffe billige plejefamilier – det gjorde sig især gældende i landkommunerne. Når familierne valgte at tage et plejebarn til en ringe løn, så var det ikke kun af filantropiske årsager. For mange var barnets arbejdskraft også en væsentlig del af grunden, og det afspejledes i plejelønnen, som faldt med barnets stigende alder, da plejeforældrene fik et større udbytte af barnets arbejdskraft, jo ældre det blev. Af tilsynsrapporterne fra Vejlø-Vester Egesborg fremgår det da også, at plejeforældrene oftest var husmandsfamilier med en lav indtægt.

Da man i 1850’erne begyndte at registrere spædbørnsdødelighed, viste det sig, at mindst 38% af plejebørnene døde, inden de nåede at fylde 1 år. Det var 3 gange så mange som landsgennemsnittet, og op gennem 1880’erne kom der et øget fokus på at forbedre plejebørns levevilkår, og mange foreninger arbejdede for at sikre, at hjemløse børn blev anbragt i gode plejefamilier. Et skridt i denne retning blev det offentliges tilsyn med plejebørnene.

Den 20. april 1888 blev loven om tilsyn underskrevet og ved fattigloven af 1891 blev det forbudt at lade børnene blive forsørget på omgang i kommunen eller at sætte deres pleje og forsørgelse til offentlig licitation mellem kommunens beboere. I loven om tilsyn med plejebørn af 1895 fremgår det, at der nu ikke længere må gives tilladelse til at have et plejebarn til personer, der nyder understøttelse fra det offentlige fattigvæsen. Man kan se disse tiltag som forsøg på at dæmme op for en eventuel udnyttelse af barnet.

I 1912 blev følgende forespørgsel rettet til sognerådet i Vejlø-Vester Egesborg: ”Kan sognerådet ikke, når plejetilladelsen bliver givet, undlade at strække tilladelsen længere, end til de er 69 år?”

Denne forespørgsel er interessant, da den bliver rettet syv år efter, at det faktisk var blevet vedtaget ved børneloven af 1905, at plejebørn ikke måtte anbringes i plejefamilier, hvor en af eller begge plejeforældre var fyldt 60 år. Der var altså også et problem i forhold til at plejeforældrene var aldrende, når de modtog barnet. I 1888 var gennemsnitsalderen for en plejeforælder i Vejlø-Vester Egesborg 57 år. Et plejebarn i huset sikrede, at der var nogen til at udføre det hårde fysiske arbejde.

I indberetningerne skulle den tilsynsførende angive, hvor ofte barnet blev tilset – og i Vejlø-Vester Egesborg rapporterne, foregik det ofte ved meget vage beskrivelser, såsom i 1897 i Vejlø sogn, hvor Elizabeth Reedtz-Thott, som var tilsynsførende her, skriver, at børnene bliver tilset af- og til, nogle gange, eller flere gange. I halvdelen af tilfældene har den tilsynsførende været der få gange, og i et tilfælde har hun slet ikke tilset barnet, men skriver alligevel om plejeforholdet, at hun ved, det er godt. Tilsynet med plejefamilierne var ikke særlig grundigt, og der er heller ikke mange kritiske bemærkninger at finde i rapporterne. I 1898 bemærker den tilsynsførende Elisabeth Reedtz-Thott om en lille pige, ”der tages hånd om barnet så vidt angår orden og føde, men på grund af andre forhold bør barnet ikke forblive der, så snart den sædelige opdragelse skal forlanges.” Et notat afslører, at grunden hertil var, at plejefaderen var blevet enkemand, og fjernelsen er af moralsk karakter. I 1915 beretter den tilsynsførende Marie Henriksen, at Olga Johanne Andersen på knapt 1 år har haft så dårlige forhold, at hun nu er fjernet og blevet anbragt på Rigshospitalet, og søges anbragt på ny. Et andet eksempel er drengen Nils Thorvald Petersen på 5 år, som i 1918 lever under utilfredsstillende forhold, da plejeforældrene lider af lungetuberkulose, og det ender med, at han i 1919 bliver fjernet fra familien. De relativt få indgreb i plejefamilierne er ikke nødvendigvis udtryk for en ligegyldighed med børnenes tarv, men vidner måske snarere om et generelt syn på børn som en væsentlig og nødvendig del af arbejdsstyrken.