mainlogo

 

NæstvedArkiverne

Jernbanegade 12
4700 Næstved
Tlf. 30355349

E-mail: arkiv@naestved.dk

Sikker post, når
du skriver til os 
via borger.dk
faellessekretariatet
@naestved.dk

Åbningstider:

Torsdage 10-17 

Fredage 10-13

Der kan bookes tid til læsesalen via vores website naestvedarkiverne.dk

Betaling:

Mobilepay 30355349
Kontonr. 4343 11680968

 

Mødrehjælpen i Næstved 1939-1976

Mødrehjælpen blev etableret ved lov i 1939 og kom i de følgende år til at fungere som et vigtigt omdrejningspunkt i efterkrigstidens socialpolitiske udvikling

I 1955 træder en 24-årig kvinde ind af døren til Mødrehjælpen i Næstved. Hun er dybt fortvivlet over at være gravid for femte gang. Hun har i forvejen fire børn i alderen et til seks år og hævder, at hun ikke kan holde til endnu et svangerskab. Hun virker træt og udslidt. Mødrehjælpen har oplysninger på barnemoren i forvejen, da hun også var i kontakt med institutionen ved hendes forrige graviditet. Ægteskabet er heldigvis godt, økonomien er tålelig, men boligsituationen er temmelig belastende. Familien bor hos et ældre familiemedlem og den efterhånden ret store familie har kun et kammer at disponere over. Kvinden ønsker en abort.[1] I Mødrehjælpen foretages en personlig samtale med barnemoren, og hun bliver undersøgt af en læge. Her konkluderes det, at den tidligere sunde og sjæleligt robuste kvinde gennem de sidste år har udviklet en overbelastningsneurose[2] med angst og neurotiske manifestationer, der er forstærket i en sådan grad under barnemorens nuværende graviditet, at lægen mener, hun ikke kan tåle yderligere belastning uden fare for længerevarende helbredsforringelse. Derfor kan svangerskabet afbrydes i henhold til svangerskabsloven. Lægen gør tillige en bemærkning om, at patienten må oplæres i antikonceptionel teknik med brug af pessar; hun skal altså lære at bruge prævention. Det er, hvad der sker: barnemoren får en abort og lærer kunsten at beskytte sig mod en ny graviditet.[3]

Denne kvinde kom fra det område, som Mødrehjælpen i Næstved dækkede, men hun kunne ligeså godt være kommet fra Fyn, København eller Vestjylland. Mødrehjælpens arkiver rummer mange tilsvarende skæbner. Mødrehjælpen blev oprettet ved lov i 1939 og var indtil nedlæggelsen i 1976 en landsdækkende offentlig institution, hvis hovedopgave var at rådgive og hjælpe vanskeligt stillede gravide kvinder og mødre, således at de blev i stand til at drage omsorg for sig selv og deres børn. Baggrunden for oprettelsen af de offentlige mødrehjælpsinstitutioner var dels det private mødrehjælpsarbejde, der siden 1900-tallets begyndelse havde taget form i København, dels 1930ernes forestilling om en forebyggende socialpolitik. Hvor det private hjælpearbejde centrerede sig om hjælpen til enligtstillede mødre og deres børn, var intentionen med en forebyggende socialpolitisk indsats rettet mod den brede befolkning. På fødselsområdet skulle de forskellige hjælpeforanstaltninger derfor gælde alle gravide kvinder og mødre - både gifte og ugifte. Mødrehjælpsloven blev startskuddet til oprettelsen af de første syv mødrehjælpsinstitutioner, der blev centralt placeret i de fire store byer København, Odense, Århus og Ålborg samt i tre provinsbyer: Næstved, Esbjerg og Sønderborg. Næstved var således med i det offentlige mødrehjælpsarbejde fra begyndelsen.

Til trods for et stort kildemateriale findes der få historiske studier af Mødrehjælpen. Det eneste samlede værk er skrevet af institutionens mangeårige direktør Vera Skalts og kontorchef Magna Nørgaard. Værket gør status over knapt 37 års mødrehjælpsarbejde i offentligt regi og peger på det uhensigtsmæssige i at nedlægge en, efter forfatternes mening, velfungerende og veludbygget institution, der var hårdt brug for i samfundet.[4] Mødrehjælpen bidrog til at løse en række specifikke socialpolitiske problemer i efterkrigstidens velfærdssamfund for de vanskeligt stillede gravide kvinder og mødre. Derved kom institutionen til at fungere som et vigtigt omdrejningspunkt i efterkrigstidens socialpolitiske udvikling.

Denne artikel undersøger, hvordan mødrehjælpsarbejdet udfoldede sig på lokalt plan. Et af de banebrydende træk ved Mødrehjælpsloven var netop, at hjælpen til de gravide kvinder og mødre skulle nå helt ud i lokalsamfundet, hvor kvinderne levede. Med et fokus på Mødrehjælpen i Næstved skal det undersøges, hvordan en provinsinstitution blev bygget op. Havde lokalsamfundet nogen betydning for institutionens virke, og i så fald hvilken? Hvordan var samspillet mellem den lokale mødrehjælpsinstitution i Næstved og hovedafdelingen i København? Og hvilken betydning fik en af velfærdssamfundets betydeligste institutioner lokalt for efterkrigstidens mødrehjælpsarbejde? Men først lidt om, hvordan det hele begyndte!

Det private mødrehjælpsarbejde
Mødrehjælpsloven, der blev vedtaget i 1939, blev skabt i en proces, hvor politiske ideer smeltede sammen med praktiske erfaringer fra tre årtiers privat mødrehjælpsarbejde. Siden begyndelsen af 1900-tallet havde det private hjælpearbejde fungeret på filantropisk basis i København, hvor der med et års mellemrum stiftedes to mødrehjælpsforeninger: ”Foreningen til Hjælp for ulykkeligt stillede Mødre” (1905-1923) og ”Foreningen til Hjælp for enligt stillede nødlidende Kvinder med Børn” (1906-1923). Baggrunden for oprettelsen af foreningerne var en række avisartikler først i 1900-tallet vedrørende barnemord og fødsler i dølgsmål. I artiklerne blev der bl.a. argumenteret for, at de uægteskabelige børn ikke burde skjules. Der var i stedet brug for hjem for ugifte gravide kvinder og mødre, hvor de kunne føde deres børn under rolige forhold, og hvis det var muligt beholde deres børn hos sig.

Samtidens holdning overfor ugifte mødre var ofte hård og fordømmende, og mulighederne for hjælp var meget ringe. Indtil 1938 kunne ugifte kvinder føde anonymt på Fødselsstiftelsen i København (oprettet i 1759) og efterfølgende overlade barnet til stiftelsens plejeafdeling. Barnet fik aldrig at vide, hvem dets forældre var. Hvis det altså overlevede! Dødeligheden for plejebørn var uhyggelig stor. De nydannede mødrehjælpsforeninger arbejdede ud fra principper om moralsk, politisk og religiøs neutralitet. Foreningernes formål var at hjælpe ugifte mødre med børnetøj, barnevogn, mælk og ophold på mødrehjem. Desuden kunne foreningerne hjælpe med at skaffe mødrene deres juridiske ret i forhold til barnefaderen, og de kunne hjælpe med at få sat barnet i pleje eller med at bortadoptere det. De to foreninger blev i 1924 slået sammen til ”Foreningen Mødrehjælpen”, og det var den forening, der inspirerede embedsværket.

Der var nemlig sket noget uhyre vigtigt med det sociale hjælpearbejde i de første årtier af 1900-tallet. Hvor det tidligere havde været samfundets opgave at straffe ugifte kvinder, der fødte i dølgsmål, blev det nu en opgave at hjælpe og støtte disse kvinder. Hjælpen skulle gives som en hjælp til selvhjælp, således at mødrene blev støttet i selv at drage omsorg for deres børn. Men fædrene skulle også tage deres del af ansvaret. Kvinderne skulle opgive, hvem der var barnets far, således at der kunne inddrages underholdsbidrag eller alimentationsbidrag, som det hed dengang. Mødrene skulle påtage sig ansvaret og omsorgen i praksis; fædrenes bidrag var økonomisk med henblik på barnets underhold.

Da det offentlige overtog det private mødrehjælpsarbejde i 1939, blev den filantropiske ide om privat socialt hjælpearbejde som supplement til den offentlige hjælp videreført i mødrehjælpsloven, der åbnede for en række privatfinansierede opgaver. Til gengæld brød loven med tidligere tiders skelnen mellem værdigt og uværdigt trængende. Modsat socialkontorerne, der primært rettede sig mod den ubemidlede del af befolkningen, skulle Mødrehjælpen i den offentlige bevidsthed være for alle - for gifte såvel som ugifte, for fattige såvel som mere velstående. Mødrehjælpen skulle bistå alle kvinder, der måtte have behov for hjælp og vejledning i forbindelse med svangerskab og fødsel. Men der var også et andet formål med at gøre Mødrehjælpen offentlig. I 1932 havde regeringen nedsat en Svangerskabskommission, hvis opgave var at undersøge, hvorledes der kunne skabes klarere retningslinjer og en mere kontrolleret praksis af svangerskabsafbrydelser. Før Svangerskabslovens ikrafttræden i 1939 var det nemlig strafbart at afbryde en graviditet, med mindre det skete for at afværge en truende fare for kvindens liv og helbred. Med svangerskabslovens indførelse blev der i nærmere afgrænsede tilfælde mulighed for at få abort, og straffen for illegale aborter blev nedsat. Mødrehjælpsloven og svangerskabsloven blev knyttet tæt sammen. Det blev nemlig Mødrehjælpens opgave at optage forhandlinger med barnemoren og dels søge at afholde hende fra overilede skridt, dels give vejledning om den bistand og de hjælpemidler, der stod til rådighed, såfremt hun gennemførte svangerskabet, og ikke mindst at oplyse om de forbundne farer ved abort. Derved blev de offentlige mødrehjælpsinstitutioner en del af den forebyggende socialpolitik for abortspørgsmålets løsning.

Der var imidlertid endnu en bold i luften. Statens interesse for bedre svangreomsorg skal også ses på baggrund af nedgangen i antallet af fødsler i 1900-tallets første årtier. For at undersøge årsagerne til det faldende fødselstal nedsatte den daværende socialdemokratiske socialminister K.K. Steincke i 1935 en befolkningskommission efter svensk forbillede. Et af de få konkrete udspil fra befolkningskommissionen, der blev ført ud i livet, omhandlede netop oprettelse af offentlige mødrehjælpsinstitutioner.

Ud af disse historiske krusninger udkrystalliseredes tanken om at gøre Mødrehjælpen offentlig finansieret. Det var dygtigt embedsmandsværk, og så var der den personlige indsats, som nogen gange skal til for at åbne øjnene for mulighederne, nemlig Vera Skalts, cand. jur. og siden 1934 forretningsfører i den private forening Mødrehjælpen. Hun var medlem af Befolkningskommissionen og var med til at udarbejde kommissionens forslag om offentlige mødrehjælpsinstitutioner. Hun brændte for sagen, og har givetvis understreget betydningen af at udvide den forebyggende indsats overfor gravide kvinder, som den private mødrehjælpsforening allerede havde erfaringer med. Vera Skalts blev da også kontorchef hos Mødrehjælpen i København i 1939 og siden, i 1950, Mødrehjælpens første og eneste direktør indtil 1976, da institutionen blev nedlagt.

I de efterfølgende årtier kom Mødrehjælpen til at udgøre et centralt led i statens politik overfor vanskeligt stillede gravide kvinder og småbørnsmødre. Mødrehjælpen blev primært finansieret via offentlige midler. I de første år delte staten og kommunerne udgifterne, men fra 1961 overtog staten finansieringen alene. Mødrehjælpen var også afhængig af private midler til en række af institutionens opgaver, bl.a. blev uddannelseshjælpen til enlige mødre startet på grundlag af private midler, for senere at overgå til fuld offentlig finansiering, da det viste sig at være en succes.

Indledningens barnemor kom til institutionen i Næstved for at få en abort, men i alle de år Mødrehjælpen eksisterede kom de fleste kvinder faktisk til institutionen for at få hjælp og støtte til at gennemføre et svangerskab og ikke for at få graviditeten afbrudt. Sådan forholdt det sig også i Næstved, hvor de første skridt til oprettelsen af den lokale Mødrehjælp blev taget i foråret 1939.

Mødrehjælpen i Næstved
Da mødrehjælpsloven trådte i kraft den 1. april 1939 henvendte Socialministeriet sig til Amtmand Toft i Næstved og meddelte, at der skulle oprettes en mødrehjælpsinstitution i byen. Mødrehjælpens virkeområde blev de tidligere Sorø, Præstø, Maribo og Holbæk Amter, det vil sige et område, der strakte sig fra Rødby i syd til Nykøbing Sjælland i Nord; og fra Korsør i vest til St. Heddinge i øst. Amtmandens opgave var at tage initiativ til dannelsen af en bestyrelse for Mødrehjælpen i Næstved.[5] Mødrehjælpsinstitutionen havde sin egen bestyrelse, der blev sammensat af 2 medlemmer valgt af de fire amtsråd; 2 medlemmer valgt af byrådene indenfor institutionens virkeområde og endelig 1 medlem valgt af den by, hvori mødrehjælpsinstitution blev placeret. Amtmanden indkaldte herefter til det første bestyrelsesmøde, som blev afholdt på Hotel ”Vinhuset” den 8. maj 1939. Bestyrelsen konstituerede sig med cand. mag., overlærer og senere rektor, P. Krüger Rasmussen som formand og nedsatte et forretningsudvalg bestående af Krüger Rasmussen, Tønnesen og Henriksen. Amtsfuldmægtig cand. jur. F. H. Høyrup, Næstved, blev knyttet til bestyrelsen og forretningsudvalget som sekretær.[6]

Der skulle også være nogen til at varetage den daglige drift, og her blev Mary Østergaard ansat som leder og Anne Margrethe Høy som assistent, begge med tiltrædelse den 1. oktober 1939. Mary Østergaard havde praktisk erfaring med arbejdet fra mødrehjælpsinstitutionen i København, hvor hun blev rekrutteret fra. De skulle imidlertid først på kursus på den Sociale Skole, hvor der var oprettet et 3-måneders suppleringskursus for ledere og assistenter ved de nye mødrehjælpsinstitutioner.[7] Som noget helt nyt stillede mødrehjælpsloven krav til personalets uddannelse. Det personale, der ikke udelukkende var beskæftiget med kontorarbejde, skulle have gennemgået et anerkendt kursus for socialrådgivere, og Mødrehjælpen blev den første offentlige institution, der ansatte de uddannede socialrådgivere.[8] Mødrehjælpen fik adresse på Hjultorv 12 i Sparekassen for Næstved og Omegns ejendom. Her blev der tillige indrettet en bolig for lederen og assistenten. Og så gik de ellers i gang. Det var et meget stort geografisk område, der skulle dækkes, og tilrettelæggelsen af Mødrehjælpens arbejde gav da også anledning til mange overvejelser. Hvordan skulle man nå ud til de kvinder, der skulle hjælpes?

I Næstved valgte Mødrehjælpen at anmode samtlige bestyrelser for de kommunale sygehuse indenfor institutionens virkeområde om at stille et til to lokaler på det stedlige sygehus til rådighed for Mødrehjælpens socialrådgiver, der ville aflægge mindst et månedligt besøg. Der blev udvist stor velvilje, og ordningen kom i stand i løbet af det første halve år.[9] Samtidig med, at lokalerne kom i hus, var det nødvendigt med et oplysningsarbejde, således at de kvinder, der skulle hjælpes, blev informeret om, hvad Mødrehjælpen kunne være behjælpelig med. Institutionen henvendte sig derfor til læger og jordemødre i hele området. Der blev holdt foredrag i lægekredsforeninger og ved jordemoderkonferencer, og der blev informeret gennem dagbladene. For at skaffe penge til de af Mødrehjælpens opgaver, som skulle finansieres via private midler, fx barselspleje, hushjælp under barselsperioden, anskaffelse af børnetøj, seng, vogn mm., skrev institutionen til alle amts-, by- og sogneråd og til samtlige banker og sparekasser indenfor området.[10] Det viste sig at være en god ide. I løbet af det første halve år indkom der bidrag fra 1 amtsråd, 3 byråd og 33 sogneråd samt 3 banker og sparekasser.[11] Der blev bakket økonomisk op om den nye lokale mødrehjælpsinstitution, og bidragene steg i de følgende år.

Der var nok at bestille for Mary Østergaard og hendes assistent i det første halve år i Næstved. 137 kvinder søgte institutionen, og der blev skaffet plads til 12 gravide på svangrehjem eller hos private. 2 mødre kom på mødrehjem med deres børn. 32 faderskabsanmeldelser blev indsendt og 6 børn blev anbragt på spædbørnehjem. Mødrehjælpen aflagde 39 husbesøg og på sygehusene talte socialrådgiveren med 35 kvinder. Endelig blev der modtaget 281 og afsendt 316 breve. Aktivitetsniveauet steg i de kommende 10 år, hvor de 137 henvendelser blev til 1.348 ansøgere i 1948/49. Og det var kun dem, der blev optaget journal på. Det samlede antal henvendelser ved institutionen i Næstved dette år løb op på 4.190.[12] For at kunne følge med det stigende antal henvendelser blev personalestaben forøget de første to år med endnu en assistent og en kontorelev samt en bogholder.[13]

Mødrehjælpens hjælpeforanstaltninger
Hvem var det, der søgte Mødrehjælpen, og hvad kunne den nyetablerede mødrehjælpsinstitution i Næstved hjælpe med? Mødrehjælpens ansøgere henvendte sig til institutionen af mange forskellige årsager, men kunne hovedsageligt opdeles i to store hovedgrupper: nemlig de kvinder der søgte en abort, og dem der henvendte sig for at få hjælp og vejledning i anledning af graviditet og fødsel. For begge grupper var det karakteristisk, at det især var økonomiske problemer, ustabile arbejdsforhold og vekslende indtægter, gældsforpligtelser, uafsluttede uddannelser, ringe boligforhold og ægteskabelige problemer, der kendetegnede ansøgerne.

Ifølge mødrehjælpsloven var institutionens formål ”… at give svangre Kvinder personlig, social og juridisk Bistand, Raad og Vejledning med Hensyn til deres Svangerskab, derunder om den Hjælp af økonomisk og lægelig Art, der under Svangerskabet og efter Fødselen staar til Raadighed for dem selv eller til Hjælp ved Forsørgelse af det ventede Barn”, som der står i lovens første paragraf.[14] Det ville i praksis sige hjælpeforanstaltninger som personlig, social og juridisk rådgivning, social-lægelig rådgivning, bistand i faderskabssager og forskud på bidrag, ophold på svangre- og mødrehjem, rekreationsophold for mødre med spædbørn og for gravide, plejeanbringelse på spædbørnehjem, direkte økonomisk støtte til fx børnetøj, seng, barnevogn mm., hushjælp under barsel, barselspleje og uddannelseshjælp til enlige mødre. I København etablerede Mødrehjælpen tillige et Kollektivhus for enlige mødre, en familierådgivning og privat dagpleje. Mødrehjælpsinstitutionerne var med til at forvalte abortlovgivningen og formidle adoptioner, ligesom institutionen i forlængelse af arbejdet med de abortsøgende kvinder kom til at beskæftige sig med spørgsmålet om sterilisation, prævention og seksualoplysning. Kursus- og oplysningsarbejde var også en del af Mødrehjælpens arbejde.

Det var især arbejdet med adoptioner og forvaltningen af svangerskabsloven, der blev genstand for kritik. Mødrehjælpens adoptionsarbejde gik helt tilbage til de private mødrehjælpsforeninger, og det var en henvendelse herfra, der førte til ”mellemmandsloven” af den 1. april 1914. Loven krævede tilladelse fra justitsministeriet til at medvirke ved anbringelse i pleje eller adoption af børn under 14 år, hvis det ikke var en offentlig myndighed, der foretog anbringelsen. Da Mødrehjælpen i 1939 blev en offentlig institution, blev den automatisk berettiget til at foretage adoptioner. Institutionen havde ikke mulighed for at foretage dyberegående undersøgelser af adoptanter i de første år, men efterhånden udviklede institutionen en praksis, hvor der blev gennemført undersøgelser af de adoptionssøgende. Mange kritiserede institutionen for at være for grundig og borende ved de undersøgelser, der gik forud for en adoption. Mødrehjælpen forsvarede sig med, at det var hensynet til barnet, der kom i første række, og derfor var det nødvendigt at undersøge forholdene grundigt. I begyndelsen havde institutionen flere børn til adoption, end der var adoptionssøgende. Dette ændredes i 1950’erne, hvor der efterhånden blev lange ventelister til adoption af et barn gennem Mødrehjælpen.[15] Anderledes hurtigt måtte der handles, hvis en kvinde søgte om abort.

De offentlige mødrehjælpsinstitutioner skulle fungere som et alternativ til svangerskabsafbrydelse ved at tilbyde de gravide kvinder vejledning og støtte. Forvaltningen af abortlovgivningen blev derfor en del af Mødrehjælpens opgave fra den første svangerskabslovs ikrafttræden i 1939 til den fri abort blev indført i 1973. Ifølge svangerskabsloven blev der i nærmere afgrænsede tilfælde mulighed for legal abort, hvis der var alvorlig fare for kvindens liv eller helbred (den medicinske indikation); hvis kvinden var blevet gravid ved en forbrydelse (den etiske indikation), eller hvis der var nærliggende fare for arvelig belastning af det ventede barn (den eugeniske indikation). I første omgang var Mødrehjælpen med til at tage stilling til, om en gravid kvinde skulle indstilles til abort. Mødrehjælpen lavede en social-lægelig undersøgelse af kvinden og på den baggrund udfærdigede institutionen en redegørelse, der blev sendt til det hospital, hvor indgrebet skulle foregå. En autoriseret læge udførte i samråd med en anden læge aborten.

Da svangerskabsloven blev revideret i 1956, fik Mødrehjælpen en mere direkte position i abortproceduren. For at få flere kvinder til at gå til Mødrehjælpen i stedet for til kvaksalver måtte mødrehjælpsinstitutionernes indflydelse styrkes. Den nye lov indførte derfor samråd, der blev knyttet til de enkelte mødrehjælpsinstitutioner. Disse samråd, der bestod af lederen ved mødrehjælpsinstitutionen samt 2 læger, skulle afgøre alle ansøgninger om abort med en enkelt undtagelse: I de tilfælde, hvor fare for kvindens liv og helbred var begrundet med sygdom, kunne afgørelsen træffes af overlægen på et sygehus. Fra at være rådgivende blev Mødrehjælpen nu inddraget direkte i afgørelserne om svangerskabsafbrydelser, og dermed kunne det ikke undgås, at arbejdet affødte voldsomme og ofte følelsesladede diskussioner. Nogen mente, at Mødrehjælpen gav grønt lys for alt for mange svangerskabsafbrydelser; andre hævdede modsat, at det var alt for svært at få en abort gennem Mødrehjælpen.

Der var også problemer med at få en ensartet abortpraksis landet over. Det betød, at der i de enkelte mødrehjælpsinstitutioner kunne være væsentlige forskelle på, hvor mange procent af de abortsøgende kvinder, som fik tilladelse til at afbryde graviditeten. I Randers blev der med årene nærmest indført fri abort, hvorimod Mødrehjælpen i Holbæk var mere restriktiv.[16] Ser man lokalt på Næstved, henvendte 137 kvinder sig til institutionen i det første halve år. Ud af disse ønskede 26 kvinder at få abort – 3 fik det (12 %). To af kvinderne var i begyndelsen af 30erne og var gravide for henholdsvis 8. og 10. gang. Begge var udslidte og gift med en arbejdsløs mand. Man skønnede ikke, at de kunne klare endnu en byrde. Den sidste var en ung pige på 17 år med en svær depression. Små 10 år efter i 1948/49 var antallet af kvinder, der ønskede at få svangerskabet afbrudt, steget til 251 og heraf fik 107 foretaget abort (43 %).[17] Til sammenligning viste tallene på landsplan, at 14 % fik tilladelse til abort i 1939/1940 mod 39% i 1948/1949. [18] Udviklingen i Næstved lå således på linje med gennemsnittet og svarede i de første ti år stort set til den generelle stigning på landsplan i antallet af aborttilladelser.

For de gravide kvinder, der enten ønskede eller var tvunget til at føde det ventede barn, kunne Mødrehjælpen oprette svangre- og mødrehjem, og de første institutioner udenfor København, der etablerede sådanne hjem, var Ålborg og Næstved.

Svangre- og mødrehjemmet i Næstved
Planerne om at bygge et svangre- og mødrehjem i Næstved blev luftet på et møde i Mødrehjælpens Forretningsudvalg den 14. september 1940.[19] Det var hurtigt blevet klart for Mary Østergaard og hendes assistent, at det var et stort problem at finde et egnet sted til de ugifte gravide kvinder den sidste tid før fødslen, ligesom det også ville være hensigtsmæssigt at have et sted til de unge mødre, der ikke havde noget fast opholdssted i den første tid efter fødslen. Mødrehjælpen havde forsøgt at fremskaffe private hjem til de ugifte gravide kvinder, ligesom en del af kvinderne kom til de københavnske svangre- og mødrehjem samt til Rigshospitalets fødeafdeling. Men det var ikke en holdbar løsning. Der måtte gøres noget lokalt.

Planerne gik glat igennem. Svangre- og mødrehjemmet på Kildemarksvej 65 blev indviet lørdag den 21. april 1942 og modtog allerede tre dage efter de første 12 gravide kvinder. Ved indvielsen mødtes repræsentanter for Socialministeriet, amtsborgmestre og borgmestre fra de forskellige byer i de 4 amter, medlemmer af Næstved Byråd, Mødrehjælpens læge H. Tønnesen, Mødrehjælpens leder i Købehavn Vera Skalts samt Næstved-institutionens leder Mary Østergaard og hendes medhjælpere. Bestyrelsesformand i Næstved Krüger Rasmussen beskrev byggeriet og dets formål således i en tale på indvielsesdagen: ”Det er min Overbevisning, at det [svangre- og mødrehjemmet] vil danne en smuk og værdig Ramme om det sociale Hjælpearbejde, som her skal udføres i Fremtiden. Maatte det tillige bidrage til at skabe gode og lyse Kaar for de unge Kvinder, som i en Trængselstid søger Ly indenfor dets Mure, saaledes at de bevarer Troen paa Livet og deres eget Menneskeværd”.[20]

Det var en flot tale, Krüger Rasmussen holdt, ligesom det hørte sig til ved lejligheder som denne. Men det er værd at bemærke det skift, der var foregået i synet på det sociale hjælpearbejde. Det var tydeligt, at Krüger Rasmussen ønskede at understrege, at disse kvinder med samfundets hjælp skulle have en håndsrækning og ikke straffes eller peges ud. Mødrehjemmet skulle ses som en hjælp til selvhjælp, hvor de gravide kvinder og mødre igen kunne finde fodfæste i tilværelsen.

Hjemmet havde plads til 20 kvinder og 6 børn fordelt på 2 afdelinger: en med 11 gravide kvinder fordelt på 3-sengs stuer og en for 9 mødre med deres børn. Der var ikke tilknyttet nogen fødselsafdeling til hjemmet, fordi fødslerne skulle foregå på fødeafdeling ved Amtssygehuset i Næstved. Det var den lokale arkitekt J. Tideman-Dal, som tegnede hjemmet, og Næstved Kommune havde skænket grunden, der ifølge Næstved Tidende udgjorde en værdi på 21.000 kr.[21] Der havde været flere grunde i spil. Foruden den på Kildemarksvej, havde stadsingeniør Frandsen fra Næstved Kommune tilbudt grunde "Bag bakkerne", et område på Elisabeth Søstrenes hospitalsgrund og i Ringstedgade ved gartneriet Herlufsvænge. Byggeriet kom til at koste ca. 198.000 kr., som Mødrehjælpen skulle finansiere.[22] De årlige udgifter til renter og afdrag blev lagt til hjemmets driftsudgifter, og disse blev båret med halvdelen af staten og halvdelen efter befolkningstal i amtskredsene og i bykommunerne i de fire Amter, dog således at folketallet i Næstved regnedes dobbelt, fordi institutionen lå der.

Svangre- og mødrehjemmet i Næstved var det første, der var indrettet præcis til sit særlige formål. Man havde, som der kunne læses i Næstved Tidende, søgt at skabe et lyst og venligt hjem: ”Alt paa Hjemmet er holdt i varme Farver, som bidrager til at skabe Hygge, og denne Hyggefølelse finder man ikke blot i "Patientstuerne", men ogsaa i deres Opholdsstuer og Spisestuer og i Personalets Kontorer og Værelser. Alle hygiejniske og sundhedsmæssige Fremskridt er naturligvis udnyttet ved Indretningen af Hjemmet, og denne samme Hensigtsmæssighed præger Køkkenafdelingen, Vaske- og Strygerum, Varmeanlæg mv …”.[23]

Samtidens lægevidenskabelige fokus på sundhed og hygiejne afspejler sig tydeligt i beskrivelsen af mødrehjemmet, hvor de gravide kvinder betegnes som patienter. Sygeplejerske frk. Magda Ravn blev hjemmets første og eneste leder gennem alle årene til lukningen den 1. maj 1971. Der var løbet meget vand i bækken siden opstarten i 1942. Begrundelsen for nedlæggelsen skulle søges i, at behovet for svangre- og mødrehjem i traditionel forstand siden først i 1960’erne havde været stærkt nedadgående. Fra en belægningsprocent på 100 i det første år, faldt belægningen til 65 % i 1960/61 og ender på blot 32 % i 1969/70.[24]

Hvordan det var at opholde sig på svangre- og mødrehjemmet på Kildemarksvej, vides der meget lidt om.[25] Men der findes enkelte vidnesbyrd. Hjemmets regler vidner om en struktureret hverdag med fokus på sundhed for mor og barn, hvor de gravide kvinder og mødre udgjorde en del af hjemmets drift. Hjemmet var for ammende mødre, og tobaksrygning var ikke tilladt. Opholdet varede normalt 6 måneder og var gratis for mor og barn. Der blev udleveret udstyr og seng til barnet, kjoler og forklæder til moren, der også kunne nyde godt af hjemmets lægetilsyn og medicin. Derudover fik barnemoren en sum af det bidrag, som barnefaren skulle betale – og resten ved afrejse. Til gengæld forpligtede moren sig til at tage del i husarbejdet, der blandt andet bestod af madlavning, vask, strygning, rulning, havearbejde, rengøring mv. Mødrene havde en halv ugentlig fridag, og skulle have forstanderindens tilladelse til at forlade hjemmet herudover. Kvinderne måtte gerne modtage besøg hver søndag og torsdag fra kl. 14 til 16 samt efter aftale.[26]

Da der blev taget afsked med mødrehjemmet i 1971, forlød det i en festsang, at ”… når som mor in spe man sig ønsked’ ly og fred / man søgte Mødrehjemmet, - det var det rette sted”.[27] Der var heller ingen tvivl om, at Mødrehjælpens svangre- og mødrehjem kunne tilbyde trygge og sundhedsmæssigt gode rammer for de af datidens ugifte gravide kvinder, som ikke havde andre steder at opholde sig i perioden omkring en fødsel. Sådan blev det sikkert også oplevet af mange, men ikke af alle. NN var 19 år gammel og højgravid, da hun i 1940’erne kom til Mødrehjælpens svangre- og mødrehjem på Kildemarksvej.[28] Hun kom direkte fra et højskoleophold, men var blevet gravid inden da. Af forskellige årsager ønskede hun ikke at gifte sig med faren til barnet. Hun kunne ikke flytte hjem hos forældrene i lokalsamfundet, for de skammede sig frygteligt over datterens tilstand. NNs far bestemte, at hun skulle beholde barnet og ikke bortadoptere det. NN blev ikke spurgt. Alle beslutninger vedrørende NN blev taget af forældrene. ”Jeg lukkede mit sind for alting”, siger NN. Om opholdet på mødrehjemmet fortæller hun, at der var et stort bord i spisestuen, og at der var meget rent alle vegne. Hun var meget kuet af situationen og talte ikke meget med de andre piger, som i NNs øjne grinede og var glade.

Efter barnet var født flyttede hun hjem til forældrene, hvor hun fik børnebidrag fra barnefaren det første år, herefter intet, da NNs far ikke ønskede, at datteren skulle modtage penge. Hun fik siden arbejde og mødte en ny mand, som hun giftede sig med. Der var ingen tvivl om, at oplevelsen med den uønskede graviditet, opholdet på Mødrehjælpens svangre- og mødrehjem, følelsen af skam og oplevelsen af, at forældrene ”slog hånden af hende”, satte dybe spor i NNs liv. Det var ikke med glæde, hun mindedes Mødrehjælpen og mødrehjemmet - tværtimod.

Afslutning
Indledningens barnemor og ovenstående fortælling om NN repræsenterede begge kvinder, der kom i kontakt med Mødrehjælpen i Næstved. Den første var gift, havde flere børn i forvejen og ønskede nu abort; den anden var ugift og behøvede et sted at føde sit barn under ordnede forhold. Rigtig mange af Mødrehjælpens sager drejede sig om en håndsrækning, om rådgivning og støtte og ikke mindst om økonomisk hjælp til den ventede fødsel i form af en barneseng, dyne og sengetøj, en smule ventetøj til barnemoren, en varm vinterfrakke, barnevogn osv. Den bærende tanke i mødrehjælpsarbejdet handlede om at hjælpe kvinderne, så en abort ikke var den eneste udvej.

Børn, der ønskes, skulle også fødes, hævdede Vera Skalts i en kronik i 1973. De skulle ikke vælges fra på grund af dårlige økonomiske eller sociale vilkår. Men Mødrehjælpens historie viser også, at grænserne var flydende og at de ændrede sig over tid. En abort kunne være den rigtige løsning, men til det sidste hævdede Skalts, at der skulle være et reelt alternativ til en abort. Og derfor var der stadig brug for Mødrehjælpen, hævdede Skalts, også efter den fri abort blev indført, og mange i stigende omfang fandt Mødrehjælpen overflødig.[29] Mødrehjælpen skulle stadig yde hjælp og støtte til gravide kvinder og mødre, således at de ikke på grund af økonomiske, sociale eller personlige forhold ønskede svangerskabet afbrudt – hverken i Struer eller i Næstved.

Og det er lige netop her, den lokale mødrehjælpshistorie fletter sig ind i den store historie om Mødrehjælpen. Mødrehjælpens råd og vejledning nåede ud til det meste af landet. Da den private mødrehjælpsforening blev til offentlige mødrehjælpsinstitutioner i 1939 blev hjælpen udvidet til provinsen, og Mødrehjælpen blev en vigtig aktør både i forhold til den statslige socialpolitik og i forhold til den lokale svangreomsorg. Mødrehjælpen skønnede selv, at institutionen var i kontakt med 80 – 90 % af alle ugifte mødre og knapt 20 % af alle familier, der ventede barn eller lige havde født et barn. Da Mødrehjælpen blev nedlagt, talte den 14 institutioner med filialkontorer og rejsekonsultationer i ca. 80 byer fordelt over hele landet.[30]

Mødrehjælpens epoke er et enestående kapitel i nyere tids socialhistorie, nationalt såvel som lokalt. Mødrehjælpen voksede ud af ”græsrodsniveau”, ud af det tidlige 1900-tals filantropiske tradition. Den blev landsdækkende, voksede sig stor og blev til en dominerende faktor i velfærdsstatens svangreomsorg. Den var en succes fra begyndelsen, hvilket den lokale opbakning til institutionen i Næstved også vidner om. Antallet af henvendelser steg støt på landsplan fra 3.342 ansøgere i 1939/40 til toppen i 1972/73 med 44.158 ansøgere. Medregner man de personer og familier, som institutionen var i kontakt med uden at oprette en journal, anslås tallet i de sidste år til omkring 65.000 henvendelser.[31] Nogen vil sige, at Mødrehjælpen blev til en stivnet mastodont. Der kan med rette spørges, som Bente Rosenbeck gør i sin analyse af de private mødrehjælpsinstitutioner, om det var omsorg eller omklamring, vejledning eller kontrol, Mødrehjælpen udførte.[32] Svaret afhænger af, hvem man spørger, og ligger nok et sted her imellem. For kvinderne kunne omsorg føles som omklamring, men det afhang helt af omstændighederne og den enkelte kvinde. Staten ønskede at få kontrol over de illegitime aborter, men samtidig også at drage omsorg for de ugifte gravide kvinder og mødre samt deres børn via tankegangen om hjælp til selvhjælp.

Fri abort eller ej. Børn, der ønskes skulle, som Vera Skalts formulerede det i sin kronik, stadig fødes. Det viste sig da også få år efter Mødrehjælpens nedlæggelse, at der stadig var behov for hjælp til vanskeligt stillede gravide kvinder og enlige mødre. I 1983 så den nye mødrehjælp dagens lys. På mange måder var cirklen sluttet: Hvad der begyndte i det tidlige 1900-tal i privat regi, blev med velfærdsstatens opbygning og udvikling til en stor landsdækkende offentlig institution. Med en velfærdsstat i krise blev den offentlige Mødrehjælp lukket og igen genetableret på privat basis som ”Mødrehjælpen af 1983” (i Næstved i form af en cafébutik). Den nye Mødrehjælp har en lang række opgaver til fælles med den gamle. Den gamle Mødrehjælp var en pioner på uddannelsesområdet, og det er noget den nye Mødrehjælp også finder ekstremt vigtigt. Den gamle Mødrehjælp havde sit Kollektivhus for enlige mødre, den nye har sit Alexandra-kollegie for unge enlige mødre. Den gamle Mødrehjælp opdyrkede nye hjælpeformer, den nye gør det samme fx mht. for tidligt fødte børn eller unge mødre.

I udgangspunktet var formålet med den offentlige Mødrehjælp at tilbyde et alternativ til svangerskabsafbrydelse og dermed en kontrol af de illegale aborter. Gennem institutionens arbejde kom dette mål til at virke som en katalysator for skabelsen og udviklingen af de forskellige hjælpeforanstaltninger og dermed som en drivkraft i efterkrigstidens sociale forandringer på svangreområdet.[33] De nye initiativer kom primært fra institutionen i København, men mødrehjælpsinstitutionerne i provinsen tog flere af de nye tiltag, som fx uddannelseshjælp til enlige mødre, til sig. Der var tilsyneladende stor ensartethed mellem Mødrehjælpen i København og mødrehjælpsinstitutionen i Næstved. De ensartede linjer i arbejdet blev styrket gennem årlige ledermøder, plenarmøder og via Mødrehjælpens Fællesråd (indtil 1956), hvor formænd og ledere for institutionernes bestyrelser deltog.

Den enkelte kvinde kunne have gode eller dårlige oplevelser i mødet med Mødrehjælpen, men som samfundsinstitution bidrog Mødrehjælpen til at modernisere forholdene vedrørende svangerskab og fødsel ved at løse en række specifikke socialpolitiske problemer for en af velfærdssamfundets mest sårbare grupper: de vanskeligt stillede gravide kvinder, de enlige mødre og deres børn. Set i det lys repræsenterede de danske mødrehjælpsinstitutioner et unikt indslag i efterkrigstidens svangreomsorg – også lokalt.

Foto 

Karen Ytting, leder af Mødrehjælpen i Næstved fra 1968-1976

Mary Østergaard, leder af Mødrehjælpen i Næstved, 1965

Mary Østergaard, leder af Mødrehjælpen i Næstved 1939-1968

Dagligstuen på Mødrehjælpens Svangre- og mødrehjem i Næstved, ca. 1942

Interiør fra Mødrehjælpens Svangre- og mødrehjem i Næstved, ca. 1942

Mødrehjælpens Svangre- og mødrehjem, Kildemarksvej 65, Næstved, ca. 1942

 

Kilder og litteratur

Arkiver:
Mødrehjælpens arkiv. Mødrehjælpen i Næstved 1939-1976. Landsarkivet for Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm.
Arkivalier om Mødrehjælpen i Næstved. NæstvedArkiverne (Næstved Købstads arkiv samt arkivfond A 20.052, C 415).

Litteratur:
Andersen, Mie: Mødrehjælpen 1945-1976. En undersøgelse af de danske mødrehjælpsinstitutioners sociale hjælpeforanstaltninger med særligt henblik på uddannelseshjælp til enlige mødre. Københavns Universitet, Institut for Historie. Speciale 2003.
Beretning om mødrehjælpsinstitutionernes virksomhed, diverse årgange.
Bundesen, Peter; Lars Skov Henriksen; Anja Jørgensen: Filantropi, Selvhjælp og Interesseorganisering. Frivillige organisationer i Dansk socialpolitik 1849-1990erne. Odense Universitetsforlag 2001. Esbensen, Lau Sander: “Thi livet er stærkere end loven”. Ph.d. afhandling, Københavns Universitet 2003.
Kiaer, Christina: ”Pænt klædt men med en skrigende læbestift der ikke står i farven til påklædningen”. Mødrehjælpens kvindebilleder. T. Andersen m.fl. (red.): Den tredje skønhed. Kvindekroppen i forandring. Aarhus 1989. (Skrevet på grundlag af Christina Kiaer: Investigation, Interpretation and Power: The administration of abortion Policy in Denmark, 1939-1973. Københavns Universitet, Center for Kvindeforskning, hovedfagsopgave 1987).
Kolstrup, Søren: Velfærdsstatens rødder. Fra kommunesocialisme til folkepension. SFAH 1996: 38.
Mødrehjælpen i København 1905-1955. København 1955.
Rosenbeck, Bente: “En fribåren social skole” – da det sociale hjælpearbejde blev til en uddannelse. Karen Hjorth & Anette Warring (red.): Handlingens kvinder. Roskilde Universitetsforlag 2001: 127-163. Rosenbeck, Bente: Kønnet mellem omsorg og kontrol. Mødet med de moderne institutioner. Kari Melby (red.): Kjønnenes møte med det moderne. Center for kvinneforskning, skriftserie 1/99: 161-195. Rosenbeck, Bente: Omsorg eller omklamring? Ugifte mødre ca. 1900-1950. Karen Hjorth m.fl. (red.): Bur: Kan, kan ikke – vil, vil ikke: Kvindeliv i perspektiv. Arki Varia 1996.
Skalts, Vera & Magna Nørgaard: Mødrehjælpens epoke. Forlaget Rhodos, København 1982.
Skalts, Vera: Børn der ønskes skal også fødes. Politiken, kronik 5. januar 1973.

Noter

1] Mødrehjælpens arkiv. Mødrehjælpen i Næstved (HF-003), abort- og sterilisationssager (uden adoption). Landsarkivet for Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm (herefter LAK).
2] Belastningsneurosen var en diagnose, som voksede ud af Mødrehjælpens daglige arbejde med kvinder, der søgte abort. Den var karakteriseret som en belastningstilstand, hvor en række psykiske og fysiske symptomer, der alene ikke var andet end genvordigheder, men som tilsammen gjorde det umuligt for patienten at fungere normalt i hverdagen. Udviklingen af belastningsneurosen skal ses i lyset af Mødrehjælpens bestræbelser på at tilføre abortspørgsmålet et socialt aspekt. Espensen 2003.
3] Mødrehjælpens arkiv. Mødrehjælpen i Næstved (HF-003), abort- og sterilisationssager (uden adoption). LAK.
4] Skalts & Nørgaard 1982. Bogen udkom året før oprettelsen af den private forening ”Mødrehjælpen af 1983”, som bl.a. Vera Skalts var med til at stifte, og skal ses som en del af argumentationen for oprettelsen af en ny mødrehjælp. De tidlige private mødrehjælpsforeninger som gik forud for den offentlige Mødrehjælp er undersøgt af Rosenbeck 1996, 1999 og 2001. Mødrehjælpen som organisation er kort skitseret i Bundesen m.fl. 2001. Når det gælder Mødrehjælpens historie som offentlig institution er det først og fremmest abortproblematikken, der har tiltrukket sig opmærksomhed, se Kiaer 1987 og Esbensen 2003. Om Mødrehjælpens hjælpeforanstaltninger, herunder især uddannelseshjælp til enlige mødre, se Andersen 2003.
5] Den første bestyrelse bestod af læge Charlotte Dalmark, Sorø; Amtsrådsmedlem E. Henriksen, Tybjerglille (begge valgt af de fire amtsråd); borgmester P. Kirkegaard, Sakskøbing; overlærer A. Espersen, Holbæk (begge valgt af de 20 byråd); P. Krüger Rasmussen, Næstved (formand for det Sociale udvalg og valgt af Næstved Byråd). Desuden blev overlæge ved Amtssygehuset i Næstved, H. Tønnesen, udpeget til at tiltræde bestyrelsen. Han blev senere ansat som læge ved mødrehjælpsinstitutionen.
6] Mødrehjælpen for Holbæk, Sorø, Præstø og Maribo Amter. Aarsberetning for tiden fra 1. oktober 1939 til 31. marts 1940. Mødrehjælpens arkiv. Mødrehjælpen i Næstved (HF-003), Sekretariatssager 1939-1976, LAK. Næstved Kommune, Byrådets journalsager, j. 11/1939.
7] Mødrehjælpens arkiv. Mødrehjælpen i Næstved (HF-003), brev fra Mary Østergaard til Amtmand Toft 12. maj 1939. Sekretariatssager 1939-1976. LAK. I samarbejde med Manon Lüttichau var Vera Skalts med til at oprette en social skole, og hun var fra 1937 til 1948 leder af Den Sociale Højskole samtidig med, at hun var leder af Mødrehjælpen i København.
8] Skalts & Nørgaard 1982.
9] Mødrehjælpen for Holbæk, Sorø, Præstø og Maribo Amter. Aarsberetning for tiden fra 1. oktober 1939 til 31. marts 1940. Mødrehjælpens arkiv. Mødrehjælpen i Næstved (HF-003), sekretariatssager 1939-1976. LAK.
10] Ibid.
11] Mødrehjælpsinstitutionen for Holbæk, Maribo, Præstø og Sorø Amter. Årsberetning 1939-1940. LAK.
12] Mødrehjælpsinstitutionen for Holbæk, Maribo, Præstø og Sorø Amter. Årsberetning 1948-49. Næstvedegnens Lokalhistoriske Arkiv.
13] Mødrehjælpsinstitutionen for Holbæk, Maribo, Præstø og Sorø Amter. Årsberetning 1942-1943. LAK.
14] Lov af 15. marts 1939 om Mødrehjælpsinstitutioner.
15] Skalts & Nørgaard 1982.
16] Skalts & Nørgaard 1982: 102-103.
17] Mødrehjælpsinstitutionen for Holbæk, Maribo, Præstø og Sorø Amter. Årsberetning 1948-49. Næstvedegnens Lokalhistoriske Arkiv.
18] Skalts & Nørgaard 1982: 162.
19] Mødrehjælpens arkiv. Mødrehjælpen i Næstved (HF-003). Sekretariatssager 1939-1976, LAK.
20] Mødrehjælpens arkiv. Mødrehjælpen i Næstved (HF-003) Tale ved Svangre- og Mødrehjemmets Indvielse Lørdag den 21. februar 1942. Sekretariatssager 1939-1976, LAK.
21] Næstved Tidende 23. februar 1942.
22] Mødrehjælpen for Holbæk, Sorø, Præstø og Maribo Amter, aarsberetning for 1941-1942. LAK.
23] Næstved Tidende 23. februar 1942.
24]Mødrehjælpens arkiv. Mødrehjælpen i Næstved (HF-003), sekretariatssager 1939-1976 og Mødrehjælpen for Holbæk, Sorø, Præstø og Maribo Amter, aarsberetning for 1941-1942. LAK.
25] I Mødrehjælpens arkiv på Landsarkivet for Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm findes de bevarede journalsager, og her kan man måske være heldig at finde en sag, hvor barnemoren har haft ophold på svangre- og mødrehjemmet i Næstved. Men selv om journalsagerne er meget beskrivende i skildringen af både barnemoren og hele hendes situation, så er synsvinklen Mødrehjælpens. Også i Næstved Kommunes arkiv findes kildemateriale fra svangre- og mødrehjemmet på Kildemarksvej. Det drejer sig om mødrehjemmets fødselsanmeldelser, til- og afgangslister samt navneregister for mødre med børn.[26] Mødrehjælpens arkiv. Mødrehjælpen i Næstved (HF-003), Regler for optagelse af mødre med deres børn paa Mødrehjemmet, Kildemarksvej 65, Næstved. Sekretariatssager 1939-1976. LAK.
27] Afsked med Mødrehjemmet 26/4 1971. Festsang. Tak til Eva Hagendrup, tidligere socialrådgiver i Mødrehjælpen i Næstved, der foruden at forære mig et eksemplar af sangen, velvilligt har givet mig indsigt i sit arbejde i institutionen.
28] Tak til NN, der kontaktede mig i anledning af et foredrag, og som efterfølgende lod sig interviewe om sit ophold på Mødrehjælpens svangre- og mødrehjem i Næstved. Den følgende beskrivelse bygger på interview med NN i april 2006.
29] Politiken 5. januar 1973.
30] Beretning om mødrehjælpsinstitutionernes virksomhed 1. april 1971 – 31. marts 1974: 8, 40. Beretning om mødrehjælpsinstitutionernes virksomhed 1. april 1968 – 31. marts 1971: 10.
31] Skalts & Nørgaard 1982: 50, 161. Beretning om mødrehjælpsinstitutionernes virksomhed 1. april 1968-31. marts 1971. Beretning om mødrehjælpsinstitutionernes virksomhed 1. april 1971-31. marts 1974. LAK.
32] Rosenbeck 1996, 1999.
33] Andersen 2003.

Artiklen er udgivet i Historisk Samfund for Præstø Amt. Årbog 2006.