mainlogo

 

NæstvedArkiverne

Jernbanegade 12
4700 Næstved
Tlf. 30355349

E-mail: arkiv@naestved.dk

Sikker post, når
du skriver til os 
via borger.dk
faellessekretariatet
@naestved.dk

Åbningstider:

Torsdage 10-17 

Fredage 10-13

Der kan bookes tid til læsesalen via vores website naestvedarkiverne.dk

Betaling:

Mobilepay 30355349
Kontonr. 4343 11680968

 

Niels Anders Rasmussen

En Idealist

Manden

Niels Anders Rasmussen blev født i Myrup, Vester Egesborg sogn i 1865, og han døde på Vejlø alderdomshjem i februar 1959. Niels A. Rasmussen var søn af husmand og lægprædikant Rasmus Jensen og hustru Sidse Nielsdatter, og Niels var ud af en børneflok på syv. Som ung boede Niels Rasmussen en årrække i København, hvor han ernærede sig som arbejdsmand. Fra 1892 til 1895 boede Niels i Iowa i Amerika, hvor han blandt andet arbejdede på fabrik. I december 1908 kom Niels til Appenæs, hvor han først boede på fattiggården, men senere flyttede han i eget hjem. Niels boede i Appenæs indtil 1930’erne, hvorefter han flyttede på Vejlø alderdomshjem.

Idealisten

Niels gemte sine scrapbøger og skrivelser af forskellig art. Det betyder, at vi mange år efter hans død, kan få et godt indblik i dele af hans levede liv. Der tegner sig et billede af Niels Rasmussen som en idealist der i ord, tale og handlinger delte sine forhåbninger for en bedre verden med sine medmennesker hele livet igennem. Det kom især til udtryk i utallige læserbreve, sange, pamfletter, verbale ytringer, breve til myndighederne og et fysisk angreb på Vestvolden i Husum.

Mærkesagerne

Blandt Niels´ mærkesager var kampen for demokrati og folkestyre. Niels´ scrapbøger og læserbreve vidner om, at hans fokus var rettet mod hele verden, og han blev oprørt over uretfærdighed, uanset om den fandt sted i Næstved, Nanortalik eller Nairobi.

I et læserbrev fra 1934 skrev Niels: ”Hvis vi selv bliver bedre, da bliver verden bedre”. Det udsagn indkapsler på bedste vis hans livssyn, som imidlertid var svært at forene med de faktuelle politiske og sociale forhold i hans levetid. Men selvom det var svært at forene vision og virkelighed for Niels Rasmussen, så holdt han aldrig op med at prøve. Han udfordrede sin samtids autoritetstro og tidsånd med en ukuelighed, som hverken myndigheder eller lokalbefolkning kunne være i tvivl om.

Vold på volden

I Niels’ optik var Estrup regeringens opførelse af Vestvolden i provisorietiden et direkte brud på grundloven, og Niels anså det derfor for sin borgerpligt at gøre opmærksom på ulovlighederne. Da hans skriftlige og mundtlige klager til myndigheder om voldanlægget ikke bar frugt, tog han sagen i egen hånd. En morgen i slutningen af juni 1908 drog han til Vestvolden ved Husum og begyndte at skovle voldanlægget i vandet. Der gik imidlertid ikke længe, før hans mission blev stoppet, og han blev anholdt. Myndighederne forsøgte derefter at få ham indlagt på Københavns Kommunehospital 6. afdeling som sindssyg, men personalet på hospitalet nægtede at indlægge ham. I begyndelsen af juli 1908 gik Niels Rasmussen igen til angreb på voldanlægget, denne gang på fæstningsterrænet ved Islevhus. Niels blev opdaget og anholdt igen. Han blev ført til Lyngbygades politistation, hvor der blev tilkaldt en læge, der erklærede Niels for sindssyg, og han blev indlagt 27 dage på kommunehospitalets 6. afdeling.

En evig pine

Sagen med anholdelserne på Vestvolden kom efter Niels’ eget udsagn til at præge resten af hans levetid. Han brugte meget tid og mange ressourcer på at rense sit navn efter den uretmæssige behandling, som han mente politiet, lægerne og politikerne havde udsat ham for i 1908. I jagten på at rense sit navn henvendte Niels sig blandt andet til folketinget, justitsministeriet, amtsrådet og sognerådet. I de fleste tilfælde blev det afvist at undersøge Niels’ arrestation på Vestvolden i 1908, og man holdt fast i, at Niels var blevet behandlet korrekt. Den eneste instans der viste sig imødekommende overfor Niels, var sognerådet i Vejlø – Vester Egesborg Kommune. I 1955 skrev sognerådet til justitsministeren med en anmodning om at undersøge Niels’ sag fra 1908. I skrivelsen stod der blandt andet:

” Sogneraadet kan bevidne, at denne ikke helt klare sag igennem en aarække har hvilet tungt paa den nu 91- aarige mands sind, og det er vor bestemte opfattelse, at naar Niels Rasmussen saa vedholdende har bragt sagen i erindring, er det ud fra et dybt og stadigt stærkere ønske om principiel retmæssighed og ligestilling for alle borgere - langt fra kværulanteri og økonomisk spekulation”.

Sognerådet sluttede af med at påpege, at Niels fortjente oprejsning ikke mindst for det gode medborgerskab, som han udviste. Der blev aldrig foretaget en videre undersøgelse af Niels’ sag, og han oplevede aldrig at få renset sit navn. Ifølge de officielle papirer var hans handling ulovlig og et udtryk for sindssyge.

Billede Niels A R 1945 1950

Til grin og eftertanke

Niels’ liv og handlinger blev flere gange beskrevet i de samtidige aviser. Sydsjællands Socialdemokrat bragte i flere omgange interviews med Niels specielt i forbindelse med hans runde fødselsdage. I avisen blev han beskrevet som en utrættelig forkæmper for demokrati og folkestyre. Han blev også beskrevet som en mand i vigør, der trods sin høje alder hentede tørv til de andre beboere på alderdomshjemmet i Vejlø. Niels skrev et utal af læserbreve, og en kvinde, der som barn læste Niels’ læserbreve, husker, at hun og hendes familie altid læste hans indlæg i avisen med stor interesse. Hun fortæller, at familien umiddelbart efter læsningen brød ud i høj latter, men derefter blev der altid stille, for på en eller anden måde gav Niels’ læserbreve stof til eftertanke og refleksion. Kvinden husker også, hvordan familien bestilte nogle af Niels’ digte, som folk kunne få gratis.

En idealist takker af

Niels døde i 1959 og hans jordefærd var ifølge avisen Sydsjællands Socialdemokrat velbesøgt af slægt og venner. Avisen beskrev Niels som en dygtig skribent og en person, der var velkendt af alle de lokale bladredaktører som en sirlig og høflig mand. I mindeordet for Niels betegnede Sydsjællands Socialdemokrat ham som en tragisk skæbne og en højt begavet mand, der ikke var bestemt for den ufuldkomne verden, hvor han løb vild i regler og love. Måske havde avisen ret. Måske var Niels’ idealer for en fredelig, retfærdig og god verden uforenelig med den faktuelle verden. Men han satte bestemt et aftryk på sin samtid og udfordrede tidens autoriteter på en frygtløs og utrættelig måde.