mainlogo

 

NæstvedArkiverne

Jernbanegade 12
4700 Næstved
Tlf. 30355349

E-mail: arkiv@naestved.dk

Sikker post, når
du skriver til os 
via borger.dk
faellessekretariatet
@naestved.dk

Åbningstider:
Torsdage 10-13
Derudover kan du besøge læsesalen i tidsrummet torsdag kl. 13-17 og fredag kl. 10-13, såfremt du bestiller tid til dit besøg på telefonnummer 30355349 eller via vores website naestvedarkiverne.dk

Betaling:

Mobilepay 30355349
Kontonr. 4343 11680968

 

NæstvedArkivernes historie

Etablering af det lokalhistoriske arkiv

I 1952 meldte Næstved Museum sig ind i den nyoprettede ”Sammenslutning af lokalhistoriske Arkiver”, da man året i forvejen havde udskilt det fotografiske og arkivalske materiale som en særlig samling. I 1959 blev det dog i landssammenslutningen vedtaget, at det kun var selvstændige samlinger med egne vedtægter, der kunne betragtes som etablerede arkiver, og derfor måtte arkivet under Næstved Museum forlade sammenslutningen. Efter flere års forhandlinger lykkedes det i 1964 på initiativ af museumsinspektør F. Michelsen[1], overbibliotekar A. Paarup Nielsen, fmd. for biblioteksudvalget Knud Tvede Hansen og skoleinspektør A. Strange Nielsen at stifte den selvejende institution ”Næstved by- og egnshistoriske Arkiv”. J. O. Hass blev valgt som formand for arkivbestyrelsen. Strange Nielsen blev den første arkivar, og man etablerede samtidigt en arbejdsgruppe af frivillige medarbejdere, som påtog sig at indsamle og registrere arkivalier fra nævnte områder.

Organisering

I 1969 ændrede arkivet status fra at være en selvejende institution til at blive en afdeling under biblioteket. Det skyldtes den daværende bibliotekslov, som gav biblioteket mulighed for at søge statstilskud til lokale midler, og der var således en økonomisk fordel ved denne organisatoriske ændring. Fra 1984 ophørte fællesskabet med biblioteket totalt. En sekretærstilling blev oprettet og i 1986 fik arkivet nye vedtægter, hvorved arkivet blev løsrevet fra biblioteksvæsenet og nu blev en selvstændig kommunal institution under kulturelt udvalg. I 1987 blev dele af den kommunale administrations arkivalier ordnet og registreret af Næstved by- og egnshistoriske arkiv i samarbejde med Landsarkivet, og dermed var grunden lagt til, at arkivet i 1990 blev til Næstved Stadsarkiv med Bjarne Birkbak. Sådan fortsatte det frem til 1995, hvor arkivet ophørte med at være et kommunalt arkiv, og i stedet blev til Næstvedegnens Lokalhistoriske Arkiv med Rasmus Nielsen som leder. I 2007 blev Næstved, Fuglebjerg og Fladså lokalhistoriske arkiver samlet under navnet Næstvedegnens Arkiv.

I 2006 ansatte Næstved Kommune to arkivarer, som fik til opgave at skabe et overblik over de kommunale arkiver i forbindelse med kommunesammenlægningen af Suså, Holmegaard, Fuglebjerg, Fladså og Næstved kommuner, og i forlængelse af dette besluttede Næstved Byråd den 25. juni 2007 at oprette et kommunalt offentligt arkiv. Den 25. august 2008 vedtog Næstved Byråd at oprette NæstvedArkiverne og således etableredes der ét samlet arkivvæsen i Næstved Kommune, der omfattede den kommunale administrations arkivalier og lokalhistoriske arkivalier af privat oprindelse. Den selvejende institution ”Næstvedegnens Arkiv” blev nedlagt, og arkivet indgik fra den 1. januar 2010 i NæstvedArkiverne med Stadsarkivar Mie Andersen som leder.

Fysisk placering

Det lokalhistoriske arkiv var i første omgang placeret på Centralbiblioteket på Axeltorv, men omkring 1970 opstod der pladsproblemer, og arkivet fik tildelt ekstra magasinplads i kælderen på Næstved Gymnasium. Senere i 1974 fik Næstveds by- og egnshistoriske arkiv lokaler på Næstved Centralbibliotek i Sct. Jørgens Park, og det fortsatte frem til 1984, hvor arkivet igen fik ny adresse - denne gang på Amtsgården. Frem til 2012 havde NæstvedArkiverne adresse flere steder i Næstved Kommune. Samlingerne befandt sig på Amtsgården, hvor NæstvedArkivernes læsesal også fandtes. Derudover havde arkivet magasiner i Rådmandshaven, samt lokaler på henholdsvis biblioteket i Fuglebjerg og på Korskildeskolen i Brøderup. I 2012-2013 blev samlingerne på Amtsgården flyttet til magasinerne i Rådmandshaven, og i maj 2013 åbnede en ny læsesal i bygningen, som tidligere havde huset Borgerservice i Rådmandshaven 20. I starten af 2017 byttede NæstvedArkiverne lokaler med Jobcentret i den gamle Jerbanegade Skole på Jernbanegade 12. Det er dog kun arkivets kontorer og læsesal, der befinder sig i Jernbanegade. Magasinerne forebliver i Rådmandshaven. 

 

[1] F. Michelsen – leder af Næstved Museum 1949-1978