Gå til hovedindhold

Axeltorv - historisk oversigt

Axeltorv anlægges på ruinerne af Gråbrødreklostret, hvor det efterhånden blev byens centrum, og adresserne omkring torvet blev attraktive for byens købmænd. Siden den sene middelalder, har Axeltorv dannet rammen om Næstveds handelsliv med torvehandel onsdage og lørdage.

25. sep. 2025

Indhold

    Hvorfor navnet Axeltorv?

    Navnet Axeltorv henviser til, at bønderne kørte til torvs med varer på aksel, altså på vogne. Axeltorv hed i dets første tid Hestetorvet.

    B 10376-12A Torvedage på Axeltorv. ca. 1900. Fotograf: ukendt

    Gråbrødreklostret i middelalderen

    I middelalderen lå der et Franciskanerkloster på det område, hvor nu Axeltorv er placeret. Navnet kommer fra Frans af Assisis. Franciskanerne, eller gråbrødrene som de også blev kaldt, var en tiggerorden, der slog sig ned i Danmark i 1240 for at prædike gudhengivenhed og kærlighed til sin næste.

    På trods af vanskeligheder med benediktinermunkene i Skovklostret, som ikke var begejstret for endnu en munkeorden i Næstved, erhvervede Gråbrødrene et par grunde midt i Næstved, som blev ryddet for bygninger, og i 1270 stod klosterkirken og klostret færdigt.

    I 1531, få år før indførelsen af reformationen i 1536, måtte Gråbrødrene opgive deres ejendomme. Byens indbyggere plyndrede klostret, der blev lukket et år senere. Efter reformationen konfiskerede kongen en del klostergods, herunder gråbrødreklostret i Næstved, som han gav til byens borgere, som rev bygningerne ned for at give plads til byens nye torv, som senere kom til at hedde Axeltorv.

    2007.262-4 Hjørnet af Gråbrødrestræde, kaldet Pølsen, Sct. Peders Kirkeplads 7, ca. 1920-1930. Satterups Gård blev solgt i 1949 og revet ned. Bindingsværksbygningen er genopført i Den Gamle By i Århus. Fotograf: Emanuel Arnholtz

    Torvet

    Det nye torv anlægges på ruinerne af Gråbrødreklostret, hvor det efterhånden blev byens centrum, og adresserne omkring torvet blev attraktive for byens købmænd. Siden den sene middelalder, har Axeltorv dannet rammen om Næstveds handelsliv med torvehandel onsdage og lørdage.

    På torvedage i 1800-tallet kom fiskerkonerne fra Karrebæksminde med friske fisk, der blev renset og skåret op på stedet, og i 1940’erne kunne man møde slagteren, der med cigar i munden skar kød ud til kunderne. Indtil 1960’erne, hvor de første supermarkeder kom til byen, blev der mest handlet madvarer, som Næstveds borgere brugte til daglig som grøntsager, kød, fisk, ost, husflid, kurvevarer og andet.

    Axeltorv har gennem tiderne været brugt ved mærkedage og andre begivenheder til militære parader med fx 4. dragonregiment i lyseblå uniformer, der holdt til i Grønnegade.

    N-K 85G Brolægningskort af Kompagnistræde, Bredstræder, Kirkestræde, Axeltorv, Hjultorv og Skomagerrækken, 1877. Tegnet af Landinspektør Jørgensen

    TP.76.120 Torvedage på Axeltorv ca. 1890-1900 Fotograf: ukendt

    B 10376-12A Torvedage på Axeltorv. ca. 1900. Fotograf: ukendt

    TP.50.726 Flæske-Niels, torvedag på det brolagte Axeltorv, 1901. Fotograf Emil Stæhr

    B 10376-22 4. Dragonregiment på Axeltorv i anledningen af Genforeningen i 1920. Fotograf: Emanuel Arnholtz

    IP.905 Axeltorv set fra luften. 1930. Fotograf: Aero Express

      Bygningerne

      Husene omkring Axeltorv var i 1600-tallet bindingsværksbebyggelse, opført i en til to etager. Fra 1699 til 1880’erne stod der et militært vagthus på det nordøstlige hjørne af Axeltorv. Rundt om det brolagte torv har der gennem tiderne været købmandshandel, værtshuse, apotek, boghandlere, hotel, telefoncentral, isenkramforretning, manufakturhandel, fotograf og banker. I 1935 fik hotel Axelhus tilladelse til dans og optræden, og den gamle hotelsal blev omdannet til danserestaurant ”Alkazar”, der eksisterede til 1938, hvor den blev afløst af ”Reci”, som lukkede i 1967. Siden kom legetøj, frisører, pølsevogn, tøjforretninger og meget andet til butiksbilledet på Axeltorv.

      De oprindelige bygninger er løbende erstattet af nye fx i 1898, hvor tre ejendomme blev revet ned for at gøre plads til Scheel-Bechs gård. Bygningen blev renoveret i 2013/2014.  

      B 986 C. Satterups isenkramhandel og M. Jensens Tobakshandel. Til højre for midten af kældernedgangen til Christian Hansens beværtning. ca. 1882-1888. Fotograf: Rudolph Fratz

      TP.50.488 Axeltorv set mod Sct. Mortens Kirke med Militærvagten til venstre og Obelisken i midten, ca. 1882-1888. Fotograf: Emanuel Arnholtz

      B 13277 J. Scheel-Bech Isenkram, 1935. Fotograf: Emanuel Arnholtz

        Udgravningen af gråbrødreklostret

        I 1957 blev det planlagt at etablere en parkeringskælder under Axeltorv. I den forbindelse undersøgte Nationalmuseet, hvordan gråbrødreklostret havde set ud, og det kunne konstateres, at klosterkirken havde en indvendig længde på 42,5 meter og i tilknytning en kirkegård rundt om klostret.

        Efter udgravningen af klostret og etableringen af den underjordiske parkeringsplads blev der indrettet parkeringspladser og benzinstation på Axeltorv. I 1968 blev Bredstrædeparkeringen indviet, og behovet for parkering på Axeltorv forsvandt.

        12577 Axeltorv set fra oven med juletræ. Bag ved træerne i forgrunden af billedet kan man se hvor parkeringskælderen ligger. 2002. Fotograf: Næstved Kommune

        Kunst på torvet

        I lighed med mange købstæder havde Næstved også mindesmærker på byens torve. Fra 1870 til 1957 stod Obelisken (nu placeret ved Amtmandsbakken bag rådhuset i Teatergade) midt på Axeltorv, hvor den måtte vige pladsen for et springvand i forbindelse med renovering af torvet, hvor også parkeringskælderen blev anlagt.

        Obelisken er et 10 meter højt mindesmærke for Frederik 7., som blev skænket til Næstved Kommune af beboere i Præstø Amts 3. valgkreds og opsat som tak for, at Danmark fik en grundlov i 1849. Obelisken er af bornholmsk sandsted og udført af stenhugger Kjærstrup. Medaljonen med portræt af Frederik 7. i marmor blev udført af billedhugger Otto Evens.

        Talbrücke Tiefland er et fabeldyr i granit, udført af kunstneren Bjørn Nørgaard. Skulpturen blev opsat på Axeltorv i 1994.

        Ved byens 875-års jubilæum i 2010 blev Axeltorv renoveret og byens fineste plads fik endnu et kunstværk, nemlig vandkunsten ”Slattenpatten og hendes døtre” af kunstneren Bjørn Nørgaard. Slattenpatten tilhører en familie af sjællandske trolde, og sagnet fortæller, at Slattenpatten holder til ved vandet, og at hendes børn var halvt fisk. I Vejlø Kirke kan man se Slattenpatten, som står og holder prædikestolen, og det har hun gjort siden 1668.

        TP.50.488 Axeltorv set mod Sct. Mortens Kirke med Militærvagten til venstre og Obelisken i midten, ca. 1882-1888. Fotograf: Emanuel Arnholtz

        B 1582 Isbjørn af sne på Axeltorv. Skulptur udført af Knud Kyhn den 26. januar 1929 til fordel for Menighedsplejens Understøttelsesarbejde. Fotograf: Emanuel Arnholtz

        11401-7 Tomt Axeltorv under Corona-pandemien den 3. april 2020. Skulpturen 'Slattenpatten' kan ses til højre i billedet. Fotograf: NæstvedArkiverne