Gå til hovedindhold
Nyhed

Vær med til at dokumentere corona-krisen i Næstved

Vi lever i en usædvanlig og historisk tid – både i Næstved og i resten af Danmark. Corona-pandemien påvirker os alle og vil uden tvivl have en plads i fremtidens historiebøger. Derfor ønsker vi at dokumentere forholdene i Næstved i disse dage og uger. Til det har vi brug for jeres hjælp.

23. mar. 2020

Indhold

    Del dine billeder og hverdagsfortællinger

    NæstvedArkiverne opfordrer alle næstvedborgere til at dele refleksioner og billeder fra en hverdag under corona-krisen. Mange dokumenterer allerede krisen helt ubevidst og deler deres historier på sociale medier gennem tekst og billeder – uanset om det gælder indkøb, arbejde, børnepasning, frustrationer eller bekymringer.

    I fremtiden vil hverdagsfortællingerne være kilderne til vores fælles lokale historie i en svær, men historisk tid. Vi synes, at det er vigtigt at indsamle disse historier og billeder, så vi kan bevare dem til fremtidige generationer.

    Hvis du har lyst til at dele dine tanker, følelser og oplevelser i denne tid, så vil arkivet meget gerne modtage dem. Vi er også interesserede i fotos eller videoer fra din hverdag under corona-krisen (fx tomme hylder i supermarkedet, mennesketomme gader, nye måder at være sammen på, sang fra vinduet, hjemmearbejdspladsen m.m.).

    På den måde sikrer vi, at det ikke kun er de officielle beskeder, der bliver bevaret, men at fremtiden også kan blive klogere på, hvordan hverdagen var for den almindelige dansker i Næstved. Så grib pennen eller kameraet og vær med til at dokumentere corona-krisen i Næstved!

    Kulturministerens opfordring til danskerne

    Kulturminister Joy Mogensen udtalte d. 30/3-2020:

    ”Vi gennemlever en svær tid lige nu. Alle dele af vores samfund er påvirket af de store konsekvenser Corona-virussen skaber. Det bliver en vigtig rolle at bearbejde og forstå følgerne, og derfor er det vigtigt, at vi hjælper hinanden med at dokumentere hverdagen under Corona-krisen.

    Der vil være efterspørgsel efter kilder og dokumentation af, hvordan Danmark håndterede situationen, hvad der skete og hvordan det påvirkede både borgere, organisationer og virksomheder.

    Derfor går de danske arkiver, Nationalmuseet og Det Kgl. Bibliotek allerede nu i gang med at indsamle materialer, der skal bevares for fremtidige generationer.

    Kilde: Kulturministeriets pressemeddelelse d. 30/3-2020

    Sådan gør du

    Alle borgere i Næstved, der vil være med til at skrive historie, kan sende både tekst og hverdagsbilleder til NæstvedArkiverne på arkiv@naestved.dk. Store filer kan sendes via gratis fildelingstjenester som WeTransfer eller Filemail.

    Arkivet kontakter dig derefter med henblik på at lave en afleveringsaftale, som giver os lov til at bruge dit materiale.

    Ovenstående efterlysning blev bragt i Sjællandske Medier d. 25/3-2020: Hjælp arkivet med at dokumentere krisen.

    Se også Rigsarkivets pressemeddelelse d. 30/3-2020 om den landsdækkende indsamling: Historisk Corona-lukning af Danmark skal dokumenteres og bevares.

    Relevante artikler