Gå til hovedindhold
Nyhed
Historien i Fokus

Historien i Fokus #11: Kählers keramiske værksted

Historien i Fokus stiller hver måned skarpt på historier, kilder, billeder og film fra NæstvedArkivernes digitale platforme. Denne gang har vi fokus på Kählers keramiske værksted.

31. maj 2022

Indhold

    Signe Steffensen dekorerer med kohorn, ca. 1907-1934, fotograf: Ukendt

    Kählers keramiske værksted virkede i Næstved fra 1839 til 1974. Fire generationers efterkommere af den holstenske indvandrer Herman Joachim Kähler har drevet virksomheden.

    Virksomheden begyndte som et lille pottemageri i Kindhestegade, men voksede siden til en internationalt anerkendt fabrik beliggende fra 1877 på det nuværende Kæhlersbakken.

    Her på siden har vi samlet links til historiske billeder og film af Kählers keramiske værksted. 

    Værkstedet på Kählersbakken, 1920-1930, fotograf: Ukendt

    Kählers keramiske værksted blev grundlagt af den tyske indvandrer Herman Joachim Kähler (1808-1884), der i 1839 kom til Næstved. Her overtog han et pottemagerværksted i Kindhestegade, hvor han begyndte at fremstille kakkelovne og forskelligt brugskeramik og pottemagervarer som fade, skåler og kander.

    Ejendommen i Kindhestegade husede omkring 1860 en arbejdsstab på 12 mand plus husholdningens kvinder - i alt 16 mennesker. Under sønnen Herman August (1846-1917) blev produktionen i slutningen af 1800-tallet lagt om til også at kunne producere kunstkeramik. Flere kunstneriske medarbejdere blev ansat, der gennem årene kom til at præge Kählers nationale og internationale profil.

    I tilfældig rækkefølge kan nævnes malerne H.A. Brendekilde (1857-1942), Svend Hammershøi (1873-1948), L.A. Ring (1854-1933) og Karl Hansen Reistrup (1863-1929). Kählerværkstedet deltog i flere store internationale udstillinger, derunder Store Nordiske Udstilling i 1888, hvor kunsthåndværket og kakkelovnene var fokus i udstillingerne.

    Udstilling af Kählers kunsthåndværk, ca. 1920-1930, fotograf: Ukendt

    Kähler-værkstedet vandt f.eks. sølvmedalje for Karl Hansen Reistrups lustreglaserede krukker på verdensudstillingen i 1889, hvilket var begyndelsen på international berømmelse, priser og udmærkelser. Succesen de næste årtier skyldtes ikke kun de visionære kunstnere, som var knyttet fabrikken, men også de fastansattes individuelle evner.

    Med Herman Hans Christian Kähler (1876-1940) overtagelse af firmaet som 25-årig blev værkstederne udbygget med en lille butik til de turister, der kom for at besøge fabrikken. Virksomheden blev fra 1912 omdannet til et aktieselskab. 

    Siden 1920 og frem til 2. verdenskrig blev værkstedet ikke ændret og fremstod efterhånden forfaldent og gammeldags, men med krigens efterspørgsel på keramik blomstrede produktionen igen og der blev opført et nyt værksted med kælder samt tilføjet en ny etage på fabrikken. Under besættelsen overtog tyske tropper formelt virksomheden.

    Efter Hermans død i 1940 arvede hans sønner Herman Jørgen og Nils Joakim Kähler fabrikken og delte med tiden den kunstneriske funktion og den administrative samt praktiske funktion mellem sig. Uoverensstemmelser og konflikter på både direktionsplan og i det daglige arbejde mellem brødrene førte dog i 1974 til, at de sidste aktive keramikere af Kähler-slægten måtte opgive at drive værkstedet videre.

    Værkstedet blev samme år solgt til Næstved Kommune, og havde de efterfølgende år flere forskellige ejere, derunder Holmegaard Glasværk. I dag er Kähler ejet af arkitekten Frantz Longhi, som overtog rettighederne i 2008. 

    Læs mere om Kählers historie

    Værkstedet på Kählersbakken, 1920-1930, fotograf: Ukendt

    På NæstvedBilleder kan du finde en samling af historiske billeder af Kählers keramiske værksted. Dyk ned i billederne af værkstederne på Kählersbakken, se billederne af Kähler-familien gennem generationerne eller nærstuder billederne af kunsthåndværket.

    SE BILLEDERNE AF KÄHLERS KERAMISKE VÆRKSTED

    På arkivets filmkanal kan du se historiske film om Kähler. Her finder du eksempelvis J.B. Melbergs stemningsfulde film fra 1946 med titlen Kähler Keramik - En Verdensvare, produceret i anledning af 100 året for Herman A. Kählers fødsel. Filmen kommer hele vejen rundt om produktionen af firmaets produkter. Du kan også finde småklip om Kähler i andre film. Søg på "Kähler".

    SE HISTORISKE FILM OM KÄHLER

    Relevante artikler